I Shabholm vender de seks “shababs” fra filmen Blokhavn tilbage. Vennegruppen består af seks, nu halvvoksne, teeagedrenge med indvandrerbaggrund.
Hele rammen for filmen er, at i takt med at vennegruppen er blevet ældre, har de også oplevet mere og mere racisme. De er derfor begyndt at blive overordentligt trætte af det danske samfund.
De bliver dog reddet, da den arabiske milliardær, Erkan Mosque, køber Bornholm, for at lave det til et ferieparadis for indvandrere i Danmark.
Den eneste regel er, at Bornholm nu kaldes Shabholm, kun er for Shababs! Sammen med tusindvis af andre mellemøstlige indvandrere, drøner de seks shababs mod Shabholmfærgen og mod drømmen om et danskerfrit liv.
Drengenes idylliske liv på Shabholm bliver dog ødelagt, da de finder ud af, at milliardæren, Erkan Mosque, konspirerer med politikeren Pia Støjmund.
Deres mål er permanent at få lukket grænsen mellem Shabholm og resten af Danmark, så hvide og brune mennesker for evigt kan leve adskilt. Herfra tager det fart, da de seks shababs sammen vil forhindre det i at ske.