Krølle Bølle bor trygt under jorden på Bornholm sammen med sin familie og alle de andre trolde. Livet er fuldt af flagermusflyvning, hulefester – og masser af regler. Især én må aldrig brydes: gå ikke op til overfladen, for mennesker er farlige. Men Krølle Bølle er en ballademager, og da det pludselig buldrer oppefra, sniger han sig op mod menneskeverdenen. Lillesøster Borra følger efter, og det, der begynder som en uskyldig udflugt, udvikler sig til et storslået eventyr fyldt med farer, magi og oplevelser større end noget, Krølle Bølle kunne drømme om. Filmen blander animation og live-action i fortællingen om den lille drilletrold.